Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Børnebørn

Bedsteforældre og børnebørn

Støt dine børnebørn ved skilsmisse

Få gode råd til, hvordan du som bedsteforældre kan stille dig, når din søn eller datter skal skilles. Som bedsteforælder spiller du nemlig en vigtig rolle.

Bedsteforældre har en stor plads i mange børns liv. Når børn rammes af skilsmisse, kan bedsteforældre derfor være ekstra betydningsfulde.

Når hjemmet opløses, og mor og far er kede af det og måske ikke kan tale sammen, kan bedsteforældrene være den trygge base.

Deres hjem kan være det sted, hvor alt er, som det plejer.

Læs også: Derfor er bedsteforældre vigtige

Giv barnet et trygt frirum

Bedsteforældrene er naturligvis også ramt. De fleste solidariserer sig måske mest med deres eget ”barn” og bliver fyldt af vrede i forhold til svigersøn eller -datter. Det kan få alvorlige konsekvenser for børnene.

I nogle tilfælde kommer det til at betyde, at de – ud over tabet af et hverdagsliv med både mor og far – også mister det værdifulde samvær med deres bedsteforældre.

Andre børn oplever, at de beholder kontakten med deres bedsteforældre, men at mormor taler nedsættende om far, eller at farfar nægter at tale om mor.

Bedsteforældre støtter derfor bedst op om deres børnebørn ved at forholde sig så neutrale som muligt, så børnene får et trygt frirum.

Børns Vilkårs anbefalinger til bedsteforældre:

  • Omtal begge forældre positivt, når børnene er til stede
  • Vær ”barnets stemme” uden at holde med mor eller far
  • Invitér ekssvigersøn eller -datter sammen med barnebarn til kaffe eller lignende
  • Bak op om det gode samarbejde forældrene imellem
  • Tag godt imod svigerdatter eller -søns nye kæreste
  • Giv børnebørnene lov til at tale positivt om begge forældre
  • Invitér også nye søskende ind i familien.

Kilde: Børns Vilkår

Sidst opdateret 01.07.2024