Sådan hjælper du dit barnebarn, hvis det føler sig ensomt
Bedsteforældre kan være en vigtig støtte hos børnebørn, der oplever ensomhed. Her får du 9 gode råd til, hvordan du kan hjælpe dit ensomme barnebarn.
Du kan som bedsteforælder gøre en forskel, hvis dit barnebarn føler sig ensom.
Du er nemlig i en position, hvor du er tæt på barnet, men du er samtidig ikke barnets nærmeste relation, og det kan betyde, at dit barnebarn tør betro sig til dig frem for forældrene.
Hvis dit barnebarn kommer til dig, så skal du tage dig tid til at lytte, og du skal give barnet plads til at fortælle om sine tanker.
Men det er vigtigt, at du husker, at du netop er bedsteforælder - og ikke forælder, så der er grænser for, hvad du kan gøre. Du har et ansvar overfor dit barnebarn, men du har også et ansvar overfor forældrene.
Læs også: Derfor er bedsteforældre vigtige
9 råd til hvordan du kan hjælpe dit ensomme barnebarn
Ida Hilario Jønsson fra Børns Vilkår giver her 9 gode råd til, hvordan du kan håndtere ensomhed hos dit barnebarn.
1. Hold øje med tegn på ensomhed
Det kan være tegn på følelsen af ensomhed, hvis et barn lukker sig om sig selv, forandrer sig og lader til at være i generelt dårligt humør, ikke opsøger de fællesskaber, det plejer eller har mulighed for.2. Inviter til samtalen
Det er fint at spørge, hvis du har på fornemmelsen, at noget er galt. Spørg gerne helt konkret: Jeg har lagt mærke til, at du er stoppet til fodbold, hvorfor det? Eller: Du taler ikke længere om Majken og Nadja, ser du ikke dem længere?
3. Lyt og giv plads
Barnet bruger måske ikke ordet ensomhed, men fortæller, det er alene eller føler sig anderledes. Gå på opdagelse i, hvad det er for en følelse for barnet.
Vi kan blive forhippede på, at ensomhed er noget med ingen venner. Men i ensomhed ligger der også idealer om, at man skal have mange venner, og herved handler det måske mere om, at barnet føler, der er noget, det ikke lever op til.
Giv barnet plads til at tale om, hvordan det godt kunne tænke sig, det var for ham eller hende.
4. Signaler, at ensomhed ikke er tabu
Ensomhed er tabubelagt i vores samfund. Derfor er det vigtigt at vise, at det er ok at tale om det.
Fortæl barnet, uden at negligere dets følelser, at følelsen af ensomhed er noget, vi alle oplever. For nogle kortvarigt, andre langvarigt, og for nogle bider det sig fast, og så er det vigtigt at gøre noget ved det.
Læs mere om ensomhed og få hjælp til at komme ud af det
5. Vær der i kriser
Vi ved, at følelsen af ensomhed især opstår ved kriser eller svære forandringer som skilsmisser, flytning, skoleskift, syge eller stressede forældre eller dødsfald i familien. Her kan du være en ø af tryghed, hvor man bare kan sidde i sofaen eller tale om det, man har brug for.
6. Find steder hvor du kan hjælpe
Hvis barnet fx føler sig alene i klassen, kan du måske hjælpe med at finde andre fællesskaber, hvor det kan trives. Hvis forældrene har for travlt, kan det være dig, der henter og bringer til en fritidsaktivitet eller noget andet.
7. Vær bevidst om din rolle som bedsteforælder
Afklar med dig selv, at du ikke er i en position, hvor du kan gå ind og direkte forandre på barnets situation.
Det er primært et forældreansvar, og du har ingen rettigheder ift. gribe ind i barnets hverdag. Men du kan være et vigtigt talerør og en god støtte for barnet, så de fx får den hjælp, der er brug for.
Det allervigtigste for barnet er, at det bevarer sin gode relation til dig, og den kan du komme til at forstyrre, hvis du blander dig for voldsomt. Du risikerer, at forældrene skubber dig væk.
8. Fortæl om dit ansvar
Fortroligheden er vigtig, men du må nødvendigvis fortælle barnet, at der er ting, du er nødt til at reagere på.
Sig fx: “Jeg vil meget gerne være din fortrolige, og du må meget gerne fortælle mig, hvordan du har det. Men når du fortæller, at du har det så dårligt, så tænker jeg, at det er vigtigt, at andre end mig får det at vide, så du kan få hjælp. Så dårligt skal du ikke have det.”
På den måde er du dit ansvar bevidst og sidder ikke barnet overhørigt, og så må I finde ud af en vej frem, I begge kan holde ud.
9. Pas på dig selv
Det særlige og svære for dig er, at du har relationer til både børnebørnene og forældrene. Derfor skal du passe på dine følelser og være opmærksom på, at der kan være alle mulige ting i de relationer, som kan forstyrre i en svær situation omkring dit barnebarn.
Læs flere gode råd om børnebørn
Kilde: Ida Hilario Jønsson, Børns Vilkår