Vi har taget snakken

Ingen af dem havde lyst til den snak. Selv om de gentagne gange havde sagt til hinanden, at nu skulle det være.

At tale om døden og et liv uden den anden, når man har været sammen i 50 år og efterhånden laver alting sammen, er ikke noget, man sådan lige gør over opvasken.

— Vi har snart guldbryllup, så vi har jo vænnet os til hinanden, må man sige. Så er det altså mærkeligt at tale om, at man måske bliver alene, fordi den anden dør,” siger 70-årige Villy Nordby Kjeldsen. 

Han ser over på hustruen, 69-årige Mette Nordby Kjeldsen, som sidder på den anden side af stuebordet i deres rækkehus tæt på centrum i Hørsholm, nord for København.

Hun ser ned i bordet, kniber munden sammen og ryster på hovedet. Nej, den slags bryder de sig ikke om at tale om. Men for to år siden gjorde de det alligevel.

Læs også: Sådan kan du forberede dig på din egen død

Orden giver ro

— Nu har vi ordnet alt, så den der bliver alene ikke sidder i saksen. Man kan ikke være bekendt at lade være.

Du bliver jo sorgramt i det øjeblik, det sker, og så er det følelserne, der tager over. Så kan man ikke forvente, at den efterladte samtidig skal begynde at tænke på økonomi, arv, og om man overhovedet har råd til at blive i huset, mener Villy Nordby Kjeldsen.

Snakken har givet dem ro. Det er Mette, der laver mad, og Villy har altid ordnet økonomien. Nu har begge styr på, hvad de har nu og senere.

De har oprettet såkaldte fremtidsfuldmagter, så sønnerne kan tage vare på dem og deres, i fald de mister evnen selv.

Med hjælp fra en advokat har de udformet testamente, delt alt, hvad de har imellem sig og oprettet særeje på hver halvdel. Sommerhuset, huset og hver en øre.

På den måde begrænses tvangsarven, og finanserne er nu afstemt efter, at man kan sidde i huset alene.

Læs også: 10 grunde til at oprette testamente

Den bedst mulige sikring

Målet var at sikre hinanden bedst muligt, men også, at der ikke skulle være nogen slinger i valsen i forhold til det, der i sidste ende bliver til børnene.

Forældre skylder at have orden på den slags, synes de. Ligesom man skal have ryddet op og flytte til en overkommelig bolig. 

Den holdning tog de konsekvensen af, og derfor flyttede de fra en stor villa til boligkomplekset, hvor de bor nu. Ud røg den store, fine spisestue i mahogni. Og ud røg alt det, der ikke er plads til i det meget mindre rækkehus.

På den måde kunne de sammen rydde op og ud og flytte til det sidste sted, som de kalder det. Ingen have, hæk eller andet, der skal passes.

Selv om begge stadig kommer til at sige hvis en af os dør i stedet for når, har det at forholde sig til døden gjort noget ved måden, de lever på i dag. De gør stadig det meste sammen, men med visheden om, at de kan fortsætte livet, som de gerne vil leve det alene.