Døden

Ældre Sagen kæmper for, at vi alle kan leve et godt liv hele livet. 

Det betyder, at vi også kæmper for, at alle skal have de bedste forudsætninger for at kunne få en værdig afslutning på livet.

For mange betyder en livstruende diagnose, at man gør sig tanker om både det levede liv og om døden.

Nogen har måske brug for at få talt ud med nærtstående, hvis der er uafklarede konflikter. De fleste har derudover brug for sikkerhed for at kunne få en smertefri sidste tid indtil døden indtræffer.

Derfor skal vi kunne være sikre på, at mulighederne for at få lindrende og støttende behandling, pleje og omsorg (kaldet palliation, red.) ikke er afhængig af hverken alder, diagnose og hvor i landet man bor.

I det øjeblik man får en livstruende diagnose, skal man præsenteres for mulighederne for palliation og der skal udarbejdes en konkret plan.

Personalet spiller en afgørende rolle

Det er en ledelsesopgave at gå forrest og sikre et højt fagligt niveau, trivsel og kontinuerligt fokus på den palliative tilgang. 

Det er også en vigtig ledelsesopgave at sikre, at personaleressourcerne bliver organiseret på en måde, der sikrer, at de rette kompetencer er til stede på de rette tidspunkter.

Det siger sig selv, at personalet spiller en afgørende rolle for, hvordan den sidste tid frem mod døden kommer til at forløbe, hvis man skal imødekomme den enkeltes behov og ønsker.

Personalet skal derfor have de nødvendige kompetencer, viden og ressourcer, så den døendes ønsker og behov bliver respekteret og prioriteret som en vigtig og naturlig del af plejen og omsorgen.

Samtidig skal personalet etablere et godt samarbejde med og støtte til pårørende. 

Men sådan er virkeligheden ikke altid på hverken plejehjem, i hjemmeplejen eller på sygehusene.

Det skal vi have gjort noget ved.

Palliativ pleje skal gælde for alle

I dag er der forskel på, hvor meget lindring og støtte du får alt efter din alder, din diagnose og hvor du bor i landet.

Det er dybt uretfærdigt.

Dette går også mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at alle med en livstruende sygdom – uanset diagnose og alder – skal have tilbud om en palliativ indsats med udgangspunkt i den enkeltes behov.

Siden finansloven for 2018 er der ovenikøbet blevet afsat 60 mio. kr. om året til kommunernes arbejde med sikre ældre en værdig død. 

Alligevel halter indsatsen bagud flere steder.

Kommuner skal gøre status

Ældre Sagen mener, at alle kommuner bør gøre status og hurtigst muligt få styrket den palliative indsats, hvor den ikke fungerer optimalt. Det handler om bedre organisering, så de relevante tiltag sættes ind på det rigtige tidspunkt og at de rette kompetencer er til stede på de rette tidspunkter. 

Det handler især også om at efteruddanne medarbejdere på plejehjem, i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen, så de har kvalificerede kompetencer og den nyeste viden om palliation.

Palliation bør også være en del af alle sundhedsfaglige grunduddannelser. 

En vigtig del af den palliative indsats handler også om at kunne snakke om døden og fravalg af genoplivning. 

Der skal systematisk tilbydes samtaler om den sidste tid med ældre, svækkede mennesker og deres pårørende. Det kræver også efteruddannelse af sundhedspersonale i både kommuner og på sygehuse.

Gruppen af ældre vokser de kommende år, og flere lever længere med flere alvorlige og livstruende sygdomme.

Behovet for palliative indsatser vil altså kun stige de kommende år.

Ens vilkår uanset hvor man bor

De fleste af os ønsker at dø hjemme, og for mange er ’hjem’ på plejehjem, hvor ægtefællen til gengæld tilbringer mange vågne timer.

I dag er lovgivningen sådan, at hvis man har en døende i familien, så kan man få orlov til at passe den døende. Men bor han eller hun på plejehjem, kan man ikke få orlov — også kaldet plejevederlag.

Men når man er døende, har man samme behov for ekstra omsorg og ønsket om at være omgivet af ens nærmeste, uanset om man bor hjemme eller har været nødt til at flytte på plejehjem i forløbet.

Derfor bør muligheden for plejevederlag til pårørende naturligvis være den samme, uanset hvor den døende bor, mener Ældre Sagen.