Nogle ældre er dybt afhængige af de fysiske breve
Ældre Sagen er bekymret for udsatte ældres rettigheder og muligheder med hensyn til postbetjeningen, når breve fremover skal sendes som pakker.
- For Ældre Sagen er det ikke afgørende hvem, der leverer den fysiske post, men at man forsat kan være tryg og sikker på at ens post kommer rettidig frem. Ældre især i yderområderne er dybt bekymrede over denne udvikling, understreger Marlene Rishøj Cordes, Ældre Sagens konsulent på postområdet.
Vigtig post kan gå tabt
Ikke digitale mennesker er dybt afhængige af, at de fysiske breve, der fx indeholder vigtige informationer som sygehus- og lægeindkaldelser og vaccinetilbud kommer frem og indleveres i nærheden af, hvor de bor. De skal også nå at give rettidige indsigelser på vigtige beskeder som ændringer i deres hjemmehjælp.
God fysisk postomdeling
Det kræver, at der forsat er god fysisk postomdeling og indleveringsmuligheder til dem, som er afhængige af den. Når postkasserne nedlægges, og posten skal indleveres til pakkeshops, kan det skabe udfordringer for de ældre, som er mindre mobile eller ikke er vant til at bruge de digitale løsninger.
Udfordringer med pakkepost
Vi hører ofte fra vores medlemmer om de udfordringer, der er forbundet med at skulle hente pakker i nabobyen, fordi den nærmeste pakkeshop er overfyldt. Ældre Sagen er desuden bekymret for at de ikke-digitale mennesker bliver pålagt ekstra udgifter for denne forringede service.
Post er et samfundsansvar
Ældre Sagen mener, at alle mennesker har ret til at kunne være en aktiv del af samfundet, og ret til at kunne komme i kontakt med omverdenen, fx ved at kunne sende og modtage post. Derfor er det et samfundsansvar at sikre, at alle er omfattet af denne mulighed. Hvis man ikke kan håndtere digital post, så skal der være et alternativ i form af fysisk post.
Vi følger udviklingen nøje og har en forventning om, at regeringen bruger resten af året på at finde løsninger, der ikke går ud over udsatte ældre, når Post Nord Danmark efter 400 år stopper som danskernes postvæsen.