Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Hjælp pensionisterne - sæt folkepensionen op

De stærkt stigende priser presser økonomien hos pensionister med lav indkomst. Ældre Sagen arbejder for, at folkepensionen bliver sat op ved at fremrykke reguleringen af pensionen.

De pensionister der har færrest penge er hårdt ramt af den højeste inflation i fyrre år, høje energipriser og den laveste regulering af folkepensionen i mere end 20 år.

Det mærker vi i Ældre Sagens rådgivning, når bekymrede pensionister fortæller, at de ikke kan få økonomien til at løbe rundt og nu har taget hul på den smule opsparing, de har til uforudsete udgifter som tandlægeregninger - for bare at have råd til mad, dagligvarer, varme og voksende elregninger.

Folkepensionen skal sættes op - ved at forudbetale de kommende års stigning nu
Det er en stor gruppe af pensionister, der har behov for hjælp til at klare prisstigningerne. Og behovet har været akut.

Ældre Sagen har arbejdet for at overbevise politikerne på Christiansborg om, at folkepensionen, førtidspensionen og andre forsørgelsesydelser skal sættes op.

Ældre Sagens forslag kan forklares ved, at vi ønsker at forudbetale de kommende års stigning i folkepensionen, så pensionisterne har pengene nu, hvor der er akut behov for dem.

Folkepensionen, førtidspensionen og andre forsørgelsesydelser reguleres hvert år på baggrund af lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Så når lønnen stiger, så stiger pensionen tilsvarende. Dog med to års forsinkelse.

Den forsinkede regulering skaber normalt ikke problemer, men nu, hvor priserne er steget voldsomt inden for kort tid, giver det store udfordringer og betyder, at pensionen sakker bagud i forhold til lønningerne.

Ældre Sagen mener, at den bedst mulige hjælp vil være at fremrykke reguleringen af folkepensionen og andre forsørgelsesydelser, sådan at ydelserne forhøjes med 3,5 pct. i 2023 udover den almindelige regulering, der allerede er sket i januar.

Det vil give mest til de folkepensionister, der har lavest indkomst ved siden af pensionen og er hårdest ramt af inflationen. Det vil også hjælpe førtidspensionister og unge på SU.

FAKTA: Ældre Sagens forslag
  • Hæv folkepensionen og andre forsørgelsesydelser med 3,5 pct. ud over den regulering, der er trådt i kraft 1. januar 2023.
  • Forslaget er en fremrykning af den regulering af pensionen, der helt automatisk sker. Folkepensionen følger nemlig lønudviklingen i samfundet. Dog med to års forsinkelse. 
  • Med de voldsomme prisstigninger, vi har set i 2022 - og fortsat ser i 2023 - på helt basale varer, kan folkepensionisterne ikke vente to år, før den aktuelle lønudvikling slår igennem på pensionen.
  • Forslaget kan efterfølges af en afdæmpet regulering af pensionen i de kommende år, så holdbarheden af dansk økonomi ikke påvirkes på lang sigt. Det er med andre ord en forudbetalt folkepension.

Pensionisternes økonomi bliver udhulet
I år rammer inflationen pensionisterne endnu hårdere end sidste år. Det skyldes, at reguleringen af folkepensionen og andre forsørgelsesydelser også i 2023 er langt lavere end den forventede inflation. Så ikke alene er der et hul i økonomien for mange pensionister fra 2022. Hullet vokser sig større i 2023.

Realindkomst er et udtryk for, hvor meget man kan købe for de penge, der kommer ind på kontoen hver måned eksempelvis som løn eller pension. 

For mange pensionister er realindkomsten faldet mere end for lønmodtagere fra 2021 til 2023 som figuren herunder viser.

Når man først er gået på pension, har man typisk ikke mulighed for at øge sin indkomst. Derfor er det alvorligt når der er pludselige prisstigninger på bl.a. varme, el og dagligvarer. For hvor skal pengene så komme fra?

Inflationshjælp overser mange

For nogle pensionister er der kommet lidt hjælp fra politikerne.

Der er ad to omgange indgået politiske aftaler om inflationshjælp på 5.000 kr. skattefrit til de folkepensionister, der i forvejen modtog ældrecheck. Og førtidspensionister har modtaget inflationshjælp på 2.000 kr. skattefrit.

Men der er flere pensionister, der har brug for en økonomisk håndsrækning, og derfor holder Ældre Sagen også fast i, at folkepensionen og de øvrige forsørgelsesydelser skal have fremrykket reguleringen af pensionen.

Over 600.000 af landets folkepensionister har så lav indkomst, at de er berettigede til fuldt pensionstillæg.

Kun halvdelen af dem modtager ældrecheck og får inflationshjælpen. Der er altså 300.000 folkepensionister med lav indkomst, som slet ingen hjælp får.

Læs også: inflationshjælp bør gives til flere

3 ud af 4 pensionister er i den halvdel af befolkningen med lavest indkomst

Der er stor forskel på, hvor meget den enkelte pensionist har at leve for. Set i forhold til samfundet som helhed, tilhører knap tre ud af fire folkepensionister den nederste halvdel af indkomstfordelingen.

Det betyder, at de er blandt den halvdel af befolkningen, som har lavest indkomst. Hver fjerde folkepensionist en beskeden økonomi.

De må klare sig med folkepensionen og lidt ATP. Det er ikke meget.

Læs også: Bliv klogere på folkepensionisters økonomi

Sidst opdateret 12.06.2024