Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Demens

Et værdigt liv med demens

Lange ventetider på demensudredning

96.000 danskere over 65 år skønnes at have en demenssygdom. Mindre end halvdelen af dem har en diagnose. Det skyldes primært lange ventetider på udredning og behandling.

Flere steder i landet er ventetiden på udredning over et år, og dermed meget langt fra udredningsretten på 30 dage.

Det går dermed den forkerte vej med det nationale mål i Demenshandlingsplanen 2025, hvor flere mennesker med demens skal udredes, og 80 procent skal have en specifik diagnose. 

Hurtig udredning er afgørende

Hvis et menneske viser tegn på demens, er det vigtigt, at det menneske bliver udredt så hurtigt som muligt. 

Der kan være tale om andre kognitive svækkelser, der kan behandles. Symptomerne på demens kan også forveksles med andre alvorlige og behandlingskrævende sygdomme, fx blodpropper, som ofte opdages via udredningen.

Udredning er også afgørende, da betegnelsen demens dækker over 200 diagnoser, som har forskellige prognoser og behandlinger.

Selvom der ikke findes en kur mod demens, er det i nogle tilfælde muligt at mindske eller forhale symptomer med medicin eller andre behandlinger, og begge dele kræver en hurtig og rettidig indsats. Hvis den enkelte skal få den rigtige hjælp, kræver det dermed en specifik diagnose.

I mange tilfælde er udredning af demens også en forudsætning for, at den enkelte kan få tilbudt relevant behandling, rådgivning og støtte.

Væsentligt er også, at en diagnose gør det muligt for patienter og pårørende at forberede sig på fremtiden fx via fremtidsfuldmagter.

Læs også: Få vejledning til fremtidsfuldmagter

Begræns antallet af udredningssteder

Ifølge Sundhedsstyrelsen er antallet af demensudredningssteder i Danmark stort. Styrelsen har længe anbefalet, at antallet af udredningssteder skulle begrænses for at styrke erfaring, tværfaglighed og kvalitet. I dag har mere end hvert tredje sted ikke engang 50 patientforløb årligt, hvilket gør det vanskeligt at opbygge og fastholde tilstrækkelig erfaring og kvalitet. 

Også Ældre Sagen anbefaler færre steder til demensudredning for at give patienter og pårørende bedre forløb. Vi foreslår:

  • At medarbejdere tæt på ældre mennesker uddannes i tidlige tegn på demens.
  • At der investeres mere i uddannelse, ansættelse og fastholdelse af flere specialister (neuropsykologer og specialuddannelser til læger og sygeplejersker) på hukommelsesklinikkerne
  • Antallet af steder med demensudredning reduceres for at styrke erfaringsgrundlag, tværfaglighed og kvalitet.

Læs også: Flere får demens

Sidst opdateret 15.11.2023