Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Tænder

Pleje af dine tænder, når du bliver ældre

Mundhygiejne har betydning for dit samlede helbred

Din munds tilstand påvirker resten af dit helbred.

Med tiden bærer dine tænder præg af, at det har været brugt i mange år. Tændernes farve forandrer sig, og de bliver mørkere med alderen. Det er kun naturligt.

Hold øje med, om dine tænder eller dit tandkød begynder at genere dig – eller om du får besvær med at børste dine tænder ordentligt.

På sigt kan det nemlig påvirke dit helbred negativt.

Mundhygiejne har betydning for dit helbred

Dine tænders tilstand har betydning for din sundhed i almindelighed. 

Det skal helst være sådan, at du:

  • ikke har smerter, ubehag eller sygdomme i munden
  • har en ordentlig tyggefunktion
  • ikke har problemer med at kommunikere og have social omgang med andre pga. dårlige tænder.

Hvis du begynder at opdage problemer med dine tænder, er det vigtigt, at du får hjælp til at rette op, så du undgår de problemer det kan medføre.

Mundhulen forandrer sig

Med alderen sker der forandringer med mundhulen, der kan få betydning for, hvordan dine tænder og tandkød har det.

Der sker ofte det hos ældre mennesker, at tandkødet trækker sig lidt tilbage og bliver lidt beskadiget.

Risikoen for huller i tænderne, og for tandkødsbetændelse, bliver derfor større.

Sammenhæng mellem mundhygiejne og sygdomme

Dårlig mundhygiejne kan have betydning for en række sygdomme. Ligesom sygdomme og medicin den anden vej rundt kan have betydning for din mund.

Fx kan bakterier spredes til blodbanen, hvis du får tandkødsbetændelse med hævet og blødende tandkød. En ubehandlet tandkødsbetændelse kan udvikle sig til parodontitis (tidligere kaldet parodontose) – og begge dele kan være grobund for hjerte- karsygdomme.

Diabetes øger risiko for sygdom i tænder og mund

Hvis dit blodsukker er forhøjet i lang tid, kan det gå det ud over sundheden i din mund. Når du har diabetes, har du derfor øget risiko for at få gener og sygdomme i både tænder og mund.

Højt blodsukker nedsætter heling og modstandsdygtighed over for betændelse. Derfor bliver sygdomme som tandkødsbetændelse og parodontitis nemt mere udbredt og mere alvorlige.

Lægemidler kan påvirke dine tænder

Derudover er der en række lægemidler – fx lægemidler mod angst, depression eller forhøjet blodtryk – der kan give mundtørhed, der medfører øget risiko for fx huller i tænderne og tandkødsbetændelse.

Tandkødsbetændelse er forstadiet til parodontitis. Hvis din tandkødsbetændelse ikke bliver behandlet og stoppet, kan den brede sig ned langs tandroden og angribe knoglen.

Så har du parodontitis, som kan give løse tænder, der til sidst falder ud.

Læs også: Forebyg parodontitis - tidligere kaldet parodontose

Dårlige tænder påvirker spisevanerne

En anden følgevirkning af dårlige tænder er, at du risikerer at få problemer med at spise ordentligt. Fordi du bl.a. ikke kan tygge ordentligt, og derfor spiser mindre.

Og gode, regelmæssige spisevaner er som bekendt meget vigtigt for helbredet, når man når op i alderen. 

Læs også: Få tandlægen hjem til dig


Kilder:
Sundhedsstyrelsen 
og www.sundhed.dk

Sidst opdateret 07.06.2024