Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Den sidste tid

Når døden og sorgen kommer tæt på

Fravalg af genoplivningsforsøg

Du kan registrere dit ønske om at fravælge at blive forsøgt genoplivet i tilfælde af hjertestop.

Fra d. 15. januar 2025 får alle, der er fyldt 60 år, og som er i stand til at varetage sine helbredsforhold, mulighed for at registrere sit ønske om at fravælge at blive forsøgt genoplivet i tilfælde af hjertestop.

Det betyder, at du fra d. 15. januar 2025 vil kunne registrere dit ønske digitalt på sundhed.dk.

Der vil også være mulighed for at indsende en fysisk blanket, hvis ikke du har mulighed for at registrere dig digitalt.

Et fravalg af genoplivningsforsøg træder i kraft syv dage efter din registrering.

Du kan til enhver tid trække dit fravalg tilbage. Det gælder også, hvis du en dag fx får en demenssygdom. Du kan trække dit fravalg tilbage via sundhed.dk eller en fysisk blanket.

Dit fravalg er bindende for sundhedspersoner

Når du har registreret dit ønske om fravalg af genoplivningsforsøg vil sundhedspersonale, som fx praktiserende læger, sundheds- og plejepersonale, sygehuspersonale, ambulancereddere m.v. kunne se det i et digitalt register.

Det vil være bindende for alt sundhedspersonale, at respektere og følge dit ønske om et fravalg. Medmindre de i den konkrete situation ikke har mulighed for at tilgå dit fravalg.

Dine pårørende vil heller ikke kunne modsætte sig eller ændre på dit ønske.

Fravalget gælder ikke i alle situationer

Det er vigtigt at understrege, at lovændringen ikke gælder i de situationer, hvor du fx falder om med hjertestop på gaden eller i en butik. Almindelige danskere, hjerteløbere og andre, der ikke har adgang til at se dit fravalg, har stadig pligt på at træde til ved hjertestop.  

Forpligtelsen til at undlade genoplivning gælder således kun for sundhedspersonale ansat inden for social- og sundhedsvæsenets område. De har pligt til slå op i registreret for at kontrollere, hvis der er en beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg.

Hvis sundhedspersonen derimod ikke har adgang til registeret, har de pligt på at forsøge genoplivning. Det kan fx gælde hvis du falder om på gaden eller i en butik, hvor der ikke er mulighed for at slå op i et register. 

Vigtigt at tale med din familie og sundhedspersonale

Det er en stor beslutning at fravælge genoplivningsforsøg.

Derfor kan det være godt at drøfte din beslutning med både familie og sundhedsprofessionelle, før du tager en beslutning og får den registreret.

Familie eller venner kan være en hjælp til at reflektere over valget og i ikke at tage forhastede beslutninger. Det kan også være en lettelse for familien at kende det ønske, du har, og dermed kunne respektere det ved et hjertestop.

Læs også: Lev livet og snak om døden 

Derudover kan det være en god idé at drøfte beslutningen med din læge eller andet sundhedspersonale du er tryg ved. De kan rådgive og informere om fx beslutningens konsekvenser.

En sundhedsprofessionel vil også bedre kunne hjælpe med andre forhold i dit liv, der kan give anledning til overvejelser om en beslutning om fravalg. Det kan fx være en ubehandlet depression eller andre forhold, der kan behandles eller som du kan få støtte til på andre måder.

Læs også: Sundhedspersonale skal tale om døden 

En vigtig mærkesag

Ældre Sagen har længe kæmpet for muligheden at fravælge genoplivningsforsøg selv om man ikke har en specifik diagnose, men fx er generelt svækket af alder. Ældre Sagen ser derfor lovændringen som en styrkelse af det enkelte menneskes indflydelse på egen behandling, og samtidig vil sundhedsvæsenet bedre kunne imødekomme den enkeltes ønsker til afslutningen på livet.

Kontakt Ældre Sagens rådgivning

Hvis du har spørgsmål, eller har behov for yderligere råd og vejledning, kan du kontakte Ældre Sagens rådgivning. Her sidder socialrådgivere, økonomer og jurister klar ved telefonerne.

Du kan kontakte Rådgivningen på telefonnr. 70 89 00 81.

Sidst opdateret 10.01.2025