Hjælpemidler til demensramte
Hjælpemidler kan bidrage til at opretholde demensramtes selvstændighed og handlemuligheder og være med til at udsætte indflytning på plejehjem.
Demensramte bliver rum- og retningsforstyrret, og han eller hun kan med tiden få svært ved at finde omkring eller finde hjem, når personen går ud. Derfor kan det være nødvendigt med lidt hjælp til at huske og finde vej.
Hjælp til at styrke hukommelse og orientering
Hjælpemidler til demensramte hjælper blandt andet med at styrke kognitive funktioner som fx hukommelse, stedsans og orientering. Det kunne fx være en særlig elektronisk kalender eller en tryghedsalarm.
Elektroniske kalendere hjælper med at planlægge dagen eller huske daglige rutiner.
Tryghedsalarmer sikrer, at den demensramte altid vil blive fundet igen i løbet af få minutter, hvis dagen eller turen tager en uventet drejning.
Hjælpemidler øger sikkerheden i hjemmet
Hjælpemidler kan også øge sikkerheden i hjemmet, hvis en person fx har problemer med at varetage egen sikkerhed.
Eksempelvis kan en såkaldt komfurvagt sikre, at komfuret slukker af sig selv efter en bestemt tidsperiode. Den registrerer også, hvis der er høj varme over en kogeplade, som ikke er slukket efter brug.
Hjælpemidlerne udvider altså mulighederne for at fortsætte hverdagsaktiviteter, samtidig med at de skaber en tryggere hverdag for både den demente og de pårørende.
Hjælpemidler som pædagogisk støtte
Hjælpemidler kan også bruges som det, man kalder pædagogisk støtte.
Fx er såkaldte demensbamser- og dukker gode til at skabe kontakt og berolige. Udtrykket i deres øjne appellerer nemlig til omsorg, og bamsekroppen, der er lidt tung, giver fornemmelsen af at have et rigtigt dyr eller barn i favnen.
Sandtæpper og -stole virker også beroligende og giver den demensramte en følelse af tryghed, når redskabets vægt fordeler sig jævnt om personen som et kram.
Læs mere om hjælpemidler til demensramte på Hjælpemiddelbasens hjemmeside www.hmi-basen.dk
Kom i gang med at bruge demenshjælpemidler
Jo længere inde i demensforløbet en person er, des sværere er det at introducere personen for et nyt hjælpemiddel.
Derfor er det en rigtig god ide at introducere den demensramte for hjælpemidlet i de tidlige faser af sygdomsforløbet.
På den måde kan den demensramte blive fortrolig med hjælpemidlet, så det bliver en naturlig del af dagligdagen. Er den demensramte fortrolig med hjælpemidlet, udgør det en stor hjælp selv langt henne i sygdomsforløbet.