Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Digitale løsninger og alternativer

MitID, digital post og digital selvbetjening

Hvordan læser jeg min digitale post?

Du er automatisk er tilmeldt Digital Post fra det offentlige. Du har pligt til at tjekke din digitale postkasse, så du ikke overser post om bøder, ydelser mv.

Du kan modtage digital post både fra det offentlige og fra private virksomheder.

Digital post fra det offentlige

Du er automatisk tilmeldt Digital Post fra det offentlige, og du har ansvar for at læse og reagere på det, der står i brevet, i tide.

Du skal søge om at blive fritaget for Digital Post fra det offentlige, hvis du ønsker at fravælge det. Er du fritaget for Digital Post, modtager du fysiske breve fra det offentlige med posten i din postkasse.

Læs mere om fritagelse for Digital Post

Digital post fra private virksomheder

Du kan selv til- og fravælge hvilke private virksomheder, du ønsker at få Digital Post fra.

Du kan læse din digitale post tre steder

Der findes tre indgange til at læse digital post:

  • borger.dk: Kun Digital Post fra offentlige myndigheder
  • e-Boks: Digital Post fra offentlige myndigheder samt post fra virksomheder, fx forsikringsselskab eller bank.
  • mit.dk: Digital Post fra offentlige myndigheder samt post fra virksomheder, fx forsikringsselskab eller bank.

null

Få besked når der er post

Det er muligt at modtage en e-mail eller SMS, når du modtager ny post i dine digitale postkasser. Angiv dine præferencer under "indstillinger" i din digitale postkasse.

Den digitale postkasse på borger.dk har også en Digital Post-app. Appen er tilgængelig i App Store og Google Play.

Du kan ikke læse digital post fra private virksomheder på borger.dk eller tilhørende app.

E-Boks og Mit.dk er digitale tjenester, som private virksomheder kan bruge til at sende digital post til kunder. Det kan fx være banker, forsikrings-, pensions- og teleselskaber eller din arbejdsplads. Det kan være lønsedler, regninger og policer, de sender til dig digitalt.

Virksomheder vælger selv, om de vil bruge e-Boks eller Mit.dk til deres digitale post til deres kunder. Du vil få besked fra den enkelte virksomhed om, hvor du kan læse din digitale post fra dem.

Læs mere på www.e-boks.dk

Læs mere på www.mit.dk

Sikkerhed med Digital Post

Al digital post er krypteret og bundet op på dit cpr-nr. Derfor er det ikke muligt at have fælles digital postkasse med fx din ægtefælle.

Du kan dog give læseadgang til en anden, fx din ægtefælle, dit barn eller barnebarn, som kan være en hjælp i det daglige, eller hvis du er på ferie i udlandet og ikke har adgang til internettet. Det kan også være relevant for dig, der er blevet syg og har brug for, at en af dine pårørende tager sig af din digitale post.

Du skal dog være opmærksom på, at det stadig er dit ansvar, at din post bliver læst, selvom du giver en anden person læseadgang. Det kan fx have betydning, hvis du får et brev med en klagefrist. Her vil det ikke være en gyldig undskyldning, at du har overskredet klagefristen med den begrundelse, at den, der har læseadgang, ikke har tjekket din digitale postkasse.

Læseadgang til andre

Du kan give andre adgang eller få adgang til andre personers Digital Post på borger.dk.

Læs mere om læseadgang til Digital Post på www.borger.dk

Få hjælp

Hvis du har tekniske problemer med din digitale post, kan du kontakte supporten på:

  • e-Boks på telefon 82 30 32 30
  • mit.dk på telefon 70802580
  • Digital Post på borger.dk og Digital Post-app telefon 3398 0033

Du kan også få hjælp og svar på spørgsmål om digital post i de fleste af vores lokalafdelinger, hvor it-frivillige er blevet klædt på med kurser.

Du behøver ikke være medlem af Ældre Sagen for at få hjælp. Kontakt din lokalafdeling og hør hvilke tilbud, de har.

Find din nærmeste lokalafdeling

Sidst opdateret 13.06.2024