Sådan lytter du til podcasts
Med podcasts kan du lytte til spændende fortællinger, dokumentarer, debatprogrammer og meget mere helt gratis. Læs, hvordan du kommer godt i gang med at lytte til podcasts.
En podcast er en lydoplevelse i form af fx et radioprogram, en lydbog eller drama-fortælling, du kan lytte til — lige når du har lyst.
Du kan lytte til podcasts fra din smartphone, computer eller tablet. Det kræver kun, at du har et program til at afspille podcasts. Podcastprogrammerne findes i mange forskellige udgaver – nogle programmer er gratis, andre koster penge.
Du kan hente programmerne fra internettet til din pc, fra App Store på din iPhone eller fra Google Play til din Android mobiltelefon.
Læs også: Sådan henter du en app
Podcastprogrammer til at afspille podcast
Hvis du har en iPhone eller iPad, har du allerede et podcastprogram, der hedder ”Podcast”. Programmet er enkelt og har de nødvendige funktioner, du skal bruge for at lytte og søge efter podcasts.
Du kan fx bruge funktionen ”populære” og se, hvilke podcasts der hitter lige nu. Her kan du også trykke på ”kategorier” og finde nye podcasts under den kategori, der interesserer dig — fx spil, sundhed, nyheder eller musik.
Læs mere om programmet ”Podcast”
Har du en Android-mobiltelefon (hvilket også inkluderer mobiltelefoner fra Doro), eller vil du bruge en anden podcast-app end den, der i forvejen er på din iPhone, kan du hente en podcast-app til din telefon. Der er mange forskellige podcastprogrammer at vælge imellem.
En god app at starte med kan fx være den danske podcast-app "Podimo". App'en findes i en gratis version eller kan opgraderes til en udvidet premium version, som du skal betale for. "Podimo" er overskuelig at navigere rundt i. Du kan fx finde nye podcast ved at søge i forskellige podcast-kategorier, fx underholdning, samfund og kultur eller true crime. "Podimo" virker både til Android og iPhone/iPad.
Læs mere om programmet og hent ”Podimo”
Du kan også bruge app'en "Spotify" til at lytte til podcast. Måske bruger du allerede "Spotify" til at lytte til musik, men du kan også finde podcasts. "Spotify" findes både i en gratis og en betalt version. Når du bruger "Spotify" til at lytte til podcasts, skal du være opmærksom på, at der også kan dukke musik op, hvis du anvender søgefeltet til at lede efter en podcast. "Spotify" virker både til Android og iPhone/iPad.
Hvilke podcasts skal jeg lytte til?
Når du har installeret en podcast-app på din smartphone, tablet eller computer, er der bare tilbage at finde ud af, hvad du kunne tænke dig at lytte til. Der findes et hav af podcasts i alle mulige forskellige genre - og de fleste er gratis at lytte til.
En podcast kan bestå af få episoder eller en hel serie af episoder. Du kan abonnere på en podcast og på den måde få besked, hver gang der er et nyt afsnit klar i serien. Du kan også downloade podcasts, som du kan lytte, når du ikke har forbindelse til internettet.
Du kan lytte til debatprogrammer, radiofortællinger, kunst- og litteraturpodcasts, komedier, nyheder, politik og meget mere. Den bedste anbefaling er at gå på opdagelse i din podcast-app. Her kan du både søge på kategorier, programserier osv.
DR står fx bag en lang række forskellige podcast og gemte radioprogrammer, du kan lytte til. Det samme gør Politiken og Københavns biblioteker.
Ældre Sagen har lavet en række podcasts.
Du kan fx lytte til "Lægen Laura", hvor læge Laura Kverneland undersøger emner som ernæring, motion og medicin, eller "Ældre Sagens Hjertesager" om bl.a. hjemmepleje, aldersdiskrimination, ensomhed, økonomi, velfærdsteknologi.