Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Tillæg og tilskud

Offentlige tilskud og tillæg du kan søge

Boligydelse og boligsikring 2024 – støtte til din bolig

Boligydelse og boligsikring er et tilskud til din husleje. Som folke- eller førtidspensionist kan du søge boligstøtte til din bolig, uanset om du bor til leje eller i en ejer- eller andelsbolig.

Førtidspensionister, som har fået tilkendt førtidspension før 1. januar 2003, og folkepensionister kan søge om boligydelse. Alle andre kan søge om boligsikring. 

Boligstøtte, boligydelse eller boligsikring?

Boligstøtte omfatter:

  • Boligydelse
  • Boligsikring
  • Lån til betaling af beboertilskud
Når boligstøtten gives til folkepensionister og førtidspensionister efter gammel ordning - tilkendt før 1. januar 2003 - kaldes boligstøtten for boligydelse. For alle andre kaldes det boligsikring.

Din boligydelse bliver udbetalt som et tilskud, hvis du bor til leje, og som et lån hvis du bor i en ejer- eller andelsbolig.

Læs mere om din folkepension

Krav til din bolig og din husstand

Hvor meget du kan få i støtte til din bolig, afhænger af flere forhold. Du skal have fast ophold i Danmark. Boligen skal benyttes som helårsbolig. Der skal være eget køkken med indlagt vand og afløb til spildevand.

Når du søger boligydelse eller boligsikring, ser Udbetaling Danmark på: 

  • hvad du betaler i husleje
  • hvor stor din bolig er
  • hvor mange I bor sammen
  • din eller jeres samlede indkomst og formue

Beregn, om du kan få støtte til din bolig, på www.borger.dk

Sådan søger du om boligydelse eller boligsikring

Du søger om boligydelsen eller boligsikring hos Udbetaling Danmark via borger.dk. Det sker digitalt med dit MitID. Du skal være opmærksom på, at sagsbehandlingstiden for en ansøgning om boligstøtte ofte er meget lang.

Læs artiklen: Bliv undtaget fra digital ansøgning 

Du skal søge din kommune om undtagelse fra digital ansøgning, hvis du ikke har mulighed for at bruge digital ansøgning.

Når du ansøger om boligstøtte, skal du oplyse, hvad indkomsten er for din husstand på det tidspunkt, hvor du ansøger.

Læs mere om boligstøtte for dig, der er pensionist, på www.borger.dk

Udbetaling Danmark får automatisk besked fra SKAT, hvis indkomsten i din husstand ændrer sig i løbet af året. Men du skal også selv give besked til Udbetaling Danmark, hvis din indkomst ændrer sig.

Sådan får du udbetalt din boligydelse

Boligydelsen er forudbetalt. Du får den udbetalt den første hverdag i måneden. Du skal ikke betale skat af din boligydelse.

Bor I flere sammen, så er det kun én person, som kan få boligydelse. Boligydelsen bliver udbetalt til den, der ansøger eller til dit boligselskab, som trækker beløbet fra huslejen.

Det er Udbetaling Danmark, der udbetaler din boligydelse. Derfor skal du kontakte Udbetaling Danmark, hvis du har spørgsmål.

Find kontaktinfo på Udbetaling Danmark

Sådan bliver din boligydelse beregnet

Du kan højst få udbetalt 4.563 kroner (2024) om måneden i boligydelse.

I visse tilfælde kan du få ekstra boligydelse fx i ældrebolig eller plejebolig.

Der er ikke noget maksimum for, hvad du kan få i boligydelse, hvis du er visiteret til en pleje- eller ældrebolig.

Uanset størrelsen på din bolig kan du kun få boligydelse op til 65 m2 til den første person i husstanden.

Er I to eller flere i husstanden, så bliver der medregnet 20 m2 ekstra for hver ekstra person.

Hvis du er én person, kan du få boligydelse til 65 m2. Hvis I er to, kan I få boligydelse til 85 m2.

I særlige tilfælde kan der gives dispensation for disse regler. Det kan fx være i forbindelse med brug af kørestol i boligen, eller hvis din ægtefælle dør eller flytter i plejebolig. Kontakt Udbetaling Danmark, hvis du er i tvivl.

Læs i håndbogen "Værd at vide" om beregning af boligydelse

Læs mere om tillæg og tilskud

 

Alle skal have råd til at bo i en plejebolig

Ældre Sagen kæmper for at bevare boligydelsen, som blandt andet sikrer, at pensionister med lav indkomst har råd til at bo i plejeboliger.

Læs hele synspunktet om boligydelse

Spørgsmål og svar om boligydelse

Jeg skal flytte, kan jeg tage min boligydelse med mig?

Du kan ikke få din boligydelse med, hvis du flytter til en anden bolig. Du skal derfor huske at søge boligydelse til din nye bolig og opsige boligydelsen til din gamle bolig.

Du kan først få boligydelse, når du er tilmeldt folkeregisteret og rent faktisk bor i boligen.

Læs mere i håndbogen ”Værd at vide” om boligstøtte

Kan jeg få boligydelse, når jeg flytter i en plejebolig?

Hvis du får tilbudt en plejebolig med en høj husleje, så kan du søge boligydelse, så du får hjælp til din husleje.

De almindelige regler om, hvad du højest kan få i boligydelse gælder ikke, hvis du bor i en plejebolig. Din boligydelse til din plejebolig bliver beregnet ud fra oplysninger om boligens og huslejens størrelse og din personlige indkomst og formue.

Du har også mulighed for at søge om hjælp til beboerindskud hos kommunen.

Beregn din boligydelse på borger.dk

Kan min boligydelse ændre sig i min nuværende bolig?

Ja, din boligydelse kan godt ændre sig i den bolig, du bor i nu.

Det vil typisk være, hvis der sker ændringer i din indkomst eller formue, eller hvis din husleje ændrer sig.

Det kan også være, hvis en person flytter ind i din bolig, eller hvis en person flytter ud af boligen.

Politik

Det har Ældre Sagen opnået 

Læs om politiske resultater

Sidst opdateret 01.07.2024