Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Pårørende

Støtte til pårørende

Ægtefæller ved ikke, hvor de kan finde støtte

De fleste pårørende mangler viden om, hvilke tilbud om viden, hjælp og støtte der er til dem som pårørende.

Når familien bliver ramt af sygdom, rejser der sig en masse spørgsmål, man som pårørende har brug for at få svar på.

Som pårørende er det vigtigt, at man ved, hvor man kan finde viden, aflastning, støtte og netværk.

Det kan være at få kendskab til det offentliges tilbud om hjemmehjælp, aflastningspladser eller viden om værgemål og fuldmagter.

Det kan også være viden om, hvordan man som pårørende kan passe på sig selv fysisk, mentalt og socialt, mens man hjælper.

Alle pårørende skal tilbydes støtte

De fleste kommuner har tilbud til pårørende, især til pårørende til demensramte. Tilbud til personer, der er pårørende til mennesker med andre sygdomme, er der ikke helt så mange af.

Men når man er pårørende, bliver man belastet fysisk, psykisk og socialt - uanset hvilken sygdom den syge/svækkede ældre har.

Ældre Sagen arbejder for, at alle pårørende skal have mulighed for at få viden, støtte og aflastning.

Pårørende ved ikke, hvilken hjælp de kan få

Selv om kommunerne har tilbud, kan det godt være svært for pårørende at finde tilbuddene. Alt for mange hjælper deres nærmeste uden at vide, hvor de selv kan hente hjælp, viden og støtte.

Ældre Sagens undersøgelser viser, at:

  • 60 pct. af de ægtefæller, der hjælper, er ikke klar over, at deres kommune har tilbud til dem som pårørende
  • 78 pct. af de personer, der hjælper deres forældre, kender ikke til tilbud, der kan støtte dem som pårørende

Ældre Sagen arbejder for, at alle kommuner skal have pårørendevejledere som støtter og vejleder til relevante tilbud for pårørende.

Download grafik

Download grafikken og syv andre diagrammer fra "Undersøgelse blandt ægtefæller og samlevere til hjemmehjælpsmodtagere".
Download

Sidst opdateret 26.11.2024