Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Nej, Ældre Sagen går ikke ind for centralisering

Debatten om sundhedsreformen har ofte handlet om centralisering contra lokale løsninger. Ældre Sagen ønsker centrale rammer til at løfte kvaliteten, men lokale løsninger.
24.09.2024

Ældre Sagen går ikke ind for centralisering.

Vi går ind for at sikre landsdækkende rammer for, hvordan vi får gjort op med ulighed i sundhed og hvordan vi sikrer, at det ikke er vores postnummer, der afgør, hvor god en kvalitet vi oplever i behandling, pleje og omsorg.
Den beslutning er nødt til at ske fra centralt hold af Folketinget.

Læs debatindlæg: Ældre kan ikke vente

Vores udgangspunkt er, hvad der er det bedste for det menneske, der får brug for både hjælp til forebyggelse, behandling, pleje, omsorg og genoptræning.

Det menneske har brug for, at der er sammenhæng og koordinering – vi har ikke brug for, at det er en kunstig opdeling i siloer og kassetænkning, der forhindrer den optimale behandling.

Vores holdninger til sundheds- og plejepolitik afspejler vores ønsker om at få mennesket i centrum lokalt:

  • Vi går ind for, at plejehjem skal have selvstændige bestyrelser, så plejehjemslederen kan vende blikket mod egne beboere og ansatte, de pårørende og lokalsamfundet, snarere end lede op mod rådhuset.
  • Vi støtter ideen om at visitationen i ældreplejen skal foregå i de faste teams omkring den ældre.
  • Vi går ind for, at den enkeltes praktiserende læge skal kunne ”ordinere” en ældreplejepakke, når lægen sundhedsfagligt vurderer, at den ældres helbred tilsiger dette.
  • Vi ønsker udgående geriatriske teams fra hospitaler til hjemmet, sundheds- og omsorgspladser og plejehjem.
  • Vi går ind for hjemmebehandling, når det er det bedste for patienten.
  • Vi ønsker, at der er fuldt kædeansvar med udgangspunkt i det enkelte menneske, i hele forløbet fra forebyggelse over, udredning, behandling og til pleje og genoptræning. 
  • Vi støtter, at helhedspleje og almen sygepleje bliver udført lokalt af faste tværfaglige teams og planlægges i dialog med ældre og pårørende.
  • Vi bakker op om lokalt placerede speciallæger (i almen medicin og andre specialer) med øget kompetence.
  • Vi glæder os over, at der sættes mere ind på at skaffe flere praktiserende læger i de tyndt befolkede områder af landet.

Læs Ældre Sagens holdning til regeringens udspil til sundhedsreform

Sidst opdateret 24.09.2024