Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Sikkerhed på nettet

Pas godt på dine oplysninger

Bekendt i knibe-svindel

Med beskeder, der lyder præcis som fra et familiemedlem, en ven eller bekendt, er det svært at gennemskue, at der er tale om svindel. Undgå ’bekendt i knibe’-svindel ved at følge to gode råd.

Svindlere kan finde på at udnytte din tillid til familie og venner ved at udgive sig for at være en nær relation, der er i en nødsituation eller har brug for akut hjælp – typisk i form af penge.

Metoden kendes som ’bekendt i knibe’-svindel, og svindelbeskederne er ofte skrevet i en familiær tone, så afsenderen lyder som én, du kender og stoler på.

Ingen røde lamper blinker, og netop derfor er svindeltypen svær at gennemskue. Tonen kan få dig til at reagere hurtigt uden at stille spørgsmål.

Et af de mest udbredte svindelnumre er ”Hej mor/Hej far”-beskeder. Her modtager du en besked fra et ukendt nummer, hvor afsenderen udgiver sig for at være dit barn.

”Barnet” oplyser typisk, at deres telefon er gået i stykker, og at de har fået nyt nummer. Efterfølgende spørger de om hjælp til en straksoverførsel – fx til at betale en akut regning.

Læs også: Sådan spotter du falske beskeder

Svindlerne kan også finde på at udgive sig for at være en ven eller bekendt i nød, især over sociale medier som Snapchat eller Messenger.

I de tilfælde har svindleren fået adgang til din vens sociale medie-konto og skriver dermed via din vens rigtige profil.

Typisk får du en besked om, at de er i pengenød og har brug for et lån, eller at de omvendt har vundet en masse penge, men har brug for et midlertidigt lån til en akut regning.

Pengeoverførslen sker som regel over MobilePay med løfter om snarlig tilbagebetaling.

Gode råd til at undgå ’bekendt i knibe’-svindel
1. Ring altid til personen, før du overfører penge – eller mød dem fysisk.
2. Stil et spørgsmål, der kan kontrollere, at du har fat i den rigtige person.

1. Ring altid til personen, før du overfører penge - eller mød dem fysisk

Hvis familie eller venner spørger om økonomisk hjælp, skal du altid sikre dig, at det faktisk er dem – også selvom beskeden kommer fra deres rigtige profil på et socialt medie.

Det bedste er at kontakte personen telefonisk eller fysisk. Svindlere forsøger ofte at presse dig til at handle hurtigt, men ved at insistere på direkte kontakt kan du dobbelttjekke den historie, de fortæller dig. 

En god idé er at ringe til personen på deres normale nummer for at bekræfte eller afkræfte historien. Hvis de påstår, at deres mobil ikke virker eller er ødelagt, så bed dem låne en telefon og ringe dig op. 

Vær generelt forsigtig med at stole på folk, der kontakter dig uopfordret og beder om penge – og overfør aldrig penge, før du har talt i telefon med personen eller mødt dem fysisk.

2. Stil et spørgsmål, der kan kontrollere, at du har fat i den rigtige person

Når afsenderen påstår at være en ven eller et familiemedlem, kan du også bruge din viden om personen til at tjekke deres troværdighed.

Et trick er at stille et kontrolspørgsmål, som kun den rigtige person kan svare på. Sørg for at spørge ind til en oplysning, der ikke er let tilgængelig online.

Det kan for eksempel være en fælles oplevelse, en særlig vane eller en barndomsven. Hvis personen svarer vagt eller forkert, er der formentlig en svindler på spil.

Læs mere om hvordan du undgår svindel

Har du været udsat for svindel?

Ring 33 37 00 37

Ring til Cyberhotline for digital svindel på 33 37 00 37, hvis du allerede har overført penge, eller du er i tvivl om, hvordan du beskytter dig bedst. Husk også at anmelde svindlen til politiet – det kan hotlinen også hjælpe dig med.

I kløerne på en svindler

Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen fortæller, hvordan det lykkedes en svindler at kontrollere hendes bankkonti over flere dage.

Sidst opdateret 21.03.2025