Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Mental sundhed

Styrk din mentale sundhed og stå stærkere

8 gode råd om mental sundhed

Du kan gøre flere ting for at styrke din mentale sundhed. Læs bl.a. om, hvilken rolle søvn, kost og motion spiller, og hvordan du holder din hjerne i gang.

Artikel kort

8 gode råd om mental sundhed

Søvn, kost og motion spiller en vigtig rolle i din sundhed. Det er også vigtigt at holde hjernen i gang.
Du kan her læse om 8 gode råd, der styrker dit mentale helbred.

Du kan bl.a. læse om, hvordan regelmæssig søvn, sund og varieret kost og mental og fysisk aktivitet kan styrke din sundhed.

Læsetid 4-5 minutter

_____________________

1. Hold en normal døgnrytme

Regelmæssig søvn – det vil sige otte timer hver nat – styrker både din krop og psyke.

Prøv derfor, om du kan bevare din normale døgnrytme, uanset hvad der sker i din hverdag. Jo mindre søvn du får, jo mere tilbøjelig er du til at bekymre dig og være ængstelig. 

2. Pas på dig selv

Undgå dårlige vaner som for meget alkohol eller rygning. Prioritér at gøre gode ting for dig selv. Når du passer på dig selv, kan du bedre passe på andre.

Du er bedre rustet mentalt til at klare udfordringer, hvis din krop er i balance, så fokusér på at tage vare på din krop.

Læs også: Du kan tåle mindre alkohol

3. Spis sundt og varieret

Din krop skal have dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Du får mere energi og overskud til hverdagens udfordringer, hvis du spiser sundt og varieret.

Er du over 65 år, skal du være særligt opmærksom på, om du får nok proteiner og motion.

Læs også: Spis sundt og klimavenligt med de 7 kostråd

4. Hold dig fysisk aktiv

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du er fysisk aktiv i mindst 30 minutter hver dag. Fysisk aktivitet kan være mange ting, fx havearbejde eller gymnastik på stuegulvet.

Hvis du kan, så prioritér at komme ud og røre dig og få frisk luft dagligt, dagslys løfter humøret. Har du problemer med at komme ud, fx på grund af fysiske skavanker, så undersøg, hvordan du kan træne derhjemme.

Læs mere om motion

Spil online spil

Gæt krydsord og spil "Find Ord". Gratis, godt for hjernen og nyt spil hver dag.

5. Hold dig mentalt aktiv

Hold din hjerne i gang ved at lave forskellige slags aktiviteter. Hjernen er en muskel, og den skal stimuleres og trænes ligesom resten af kroppen for at holde sig fit.

Læs, spil et spil, skriv dagbog, hør musik eller lav noget kreativt.

Læs artiklen: Hold hjernen i form

6. Skab struktur i hverdagen

Lav en plan eller et skema over aktiviteter for dagen eller ugen og indfør rutiner. Hvis du arbejder hjemme, så forsøg at arbejde i samme tidsrum hver dag.

7. Hold kontakt med omverden

Det er forskelligt, om man trives bedst med mange eller få relationer. Men vi har brug for at have nogle nære relationer gennem hele livet.

Sørg derfor for så tit som muligt at besøge eller ringe til familie og venner, tale sammen over video eller kommunikere med hinanden via sociale medier.

8. Husk på, at du gør en forskel

Vær opmærksom på, hvor du kan støtte og hjælpe andre i din hverdag. Det kan være din familie og nærmeste, men også frivilligt arbejde i en forening eller som besøgs- eller telefonven.


Kilde: Sundhedsstyrelsen

Medlemstilbud

Ro i hoved og krop med Mindnow

Lær effektive og veldokumenterede værktøjer mod bl.a. stress, søvnbesvær, sorg, negative tanker og tankemylder. Få 18 pct. rabat på abonnementet.

Sidst opdateret 11.10.2024