Færre kemikalier giver bedre indeklima derhjemme
Der er flere ting, du kan gøre, hvis du vil minimere kemikalier fra elektroniske apparater i din bolig. Læs 5 gode råd fra Forbrugerrådet Tænk.
Bolig
Et hjem der lever op til drømme og behov nu og i fremtiden
Der er flere ting, du kan gøre, hvis du vil minimere kemikalier fra elektroniske apparater i din bolig. Læs 5 gode råd fra Forbrugerrådet Tænk.
Læsetid 3-5 minutter
_______________
Mange af de produkter, vi bruger i vores hverdag, som fjernsyn og computere udleder kemikalier.
Nogle kemikalier kan være dårlige for helbredet, hvis de spreder sig gennem luft og støv, så du indånder dem.
Forbrugerrådet Tænk har lavet en række tips til, hvad du kan gøre for undgå de uønskede kemikalier. Herunder kan du læse fem af dem.
Måske kender du det gamle husråd om at lufte ud derhjemme. Det råd gælder stadig.
TV, computere og andre elektroniske apparater samt nogle møbler indeholder såkaldte flammehæmmere.
Flammehæmmere er kemikalier i apparaterne, der forhindrer, at der går ild i dem. Men de kemikalier mistænker man blandt andet for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
Elektroniske apparater ’afdamper’ disse kemikalier. Det vil sige, at kemikalierne spreder sig i luft og støv derhjemme, som du indånder.
Derfor er det en god idé at lufte ud to gange om dagen.
Læs mere om flammehæmmere på www.taenk.dk
Kemikalier fra møbler og elektronik spreder sig til støvet derhjemme. Støvsug derfor mindst en gang om ugen og gerne oftere.
Støv er lettere at fjerne, hvis der står færre ting i vindueskarme, på hylder og i reoler.
Overvej derfor, om du kan have færre ting stående eller måske opbevare nogle af dem i kasser, hvis du vil gøre det nemmere for dig selv at støve af.
Der kan være allergifremkaldende stoffer og uønsket kemi i rengøringsmidler. Vil du undgå dem, kan du vælge miljøvenlige rengøringsmidler i stedet for.
Rengøringsprodukter, der er Svanemærkede eller mærket med miljømærket Blomsten, er testede og godkendte, så du kan være sikker på, at de er mere miljøvenlige.
Vil du undgå parfume og allergifremkaldende stoffer, skal du kigge efter Astma-Allergi Danmarks mærke Den Blå Krans.
Du kan også bruge appen Kemiluppen til at tjekke dine produkter for uønsket kemi.
Læs mere om Kemiluppen på www.taenk.dk
Spraydåser til imprægnering af sko, hårlak og maling danner små partikler, der kan svæve rundt i luften i lang tid, og som kan sætte sig i lungerne, hvis du indånder dem.
Derfor er det en god idé at spraye udendørs, så du ikke indånder partiklerne. Kan du ikke gå ud, så åbn vinduerne og luft ud imens, og når du er færdig.
Undgå generelt sprayprodukter, når du kan, hvis du gerne vil have et bedre indeklima.
Læs mere om spraydåser på www.taenk.dk
Få flere gode råd inden for bolig
Sidst opdateret 01.07.2024