Læsetid: 3-5 minutter
--------------------------
Det kan være svært at overskue, hvilke ting du skal tage med, og hvilke du skal skille dig af med, når du skal flytte til en mindre bolig.
Sorter med din hjerne og ikke dit hjerte
Det kan blive nødvendigt at sortere med hård hånd, når du skal flytte. For at finde ud af, hvad der skal med videre, så tænk på i din hverdag.
Hvordan lever du i din bolig? Hvilke ting bruger du? Hvordan ser dine rutiner ud?
Herefter reflekterer du over, hvordan du ønsker, at dit liv skal være i dit nye hjem. Hvordan skal hverdagen se ud? Hvad skal du foretage dig i hjemmet? Hvordan skal det fx være med gæster? Hvordan ser hverdage ud, weekender og ferietid?
Hvis du fx forestiller dig, at du skal sy rigtig meget, så skal de ting, du skal bruge til det, prioriteres at komme med. Men er syningen en saga blot og drømmer du i stedet om at læse mere, så kan det være, du skal insistere på at finde plads til den store lænestol og den gode fodskammel.
Ting du ikke skal tage med
Haveredskaberne og den enorme sofa giver måske sig selv, at der ikke længere er behov for. Men hvad med spisestellet til 24 personer? Måske kan du nøjes med tallerkner til færre? Eller skal nogle andre have glæde af hele det fine stel – også selv om det kan være svært at give afkald på?
5 gode råd til at sortere
- Forestil dig din bolig og gennemgå den rum for rum i tankerne. Forestil dig, hvilke møbler der vil passe ind hvor, og hvad der skal ligge i skuffer og skabe. Det, du ikke umiddelbart kan placere i din nye bolig, kan du med fordel give væk eller sælge.
- I en mindre bolig er du nødt til at tænke over både antallet og størrelsen på dine møbler. Vælg dine møbler med omhu og overvej, om de store skal med til det nye hjem, eller om de skal erstattes med mindre møbler.
- Dubletter eller mange af de samme ting er oplagte at skille sig af med dem. Overvej fx hvor mange viskestykker, håndklæder og karklude, du egentlig har behov for. Behold det nødvendige antal og doner resten til den lokale genbrug fx den lokale Røde Kors butik. Du kan også sælge dem fx på et loppemarked, eller forær dem til dine venner og familier eller andre, der har et behov.
- Behold kun de vigtigste papirer fra 5 år tilbage – du kan fx gemme dem elektronisk ved at tage et foto og gemme dem i en mappe på computeren.
- Brug denne huskeregel: Hvis du ikke har brugt en ting eller noget tøj de seneste 2 eller 3 år, så skil dig af med dem – for du kan sagtens undvære dem.
Skab en god flytteproces for dig selv
Du skal huske at være kærlig mod dig selv og give dig god tid, når du pakker dit hjem ned. Det kan være følsomt at skulle flytte, og man kan nemt komme til at undervurdere, hvor krævende sådan en proces er.
For nogle kan det tage lang tid at pakke et liv ned og sige farvel til kære ejendele. Begynd i god tid og tag lidt ad gangen, så du har tid til at gøre det i et roligt tempo.
Det kan være en god idé at få hjælp af en anden, som kan give en hånd med at sortere, hvis du har svært ved at smide ud og ofte går i stå over minderne. Det kan også være rart med støtte, når tingene skal køres væk til genbrug eller genbrugspladsen.
Når du pakker i flyttekasser, så er et godt tip at skrive på kasserne, hvor kasserne skal hen i det nye hjem. Pak en særlig taske til de ting, du ikke kan undvære fx medicin, vigtige papir og de vigtigste toiletsager, så du har det ved hånden under flytningen.
Det kan være en følsom og sårbar proces at flytte. Husk derfor på at være god ved dig selv undervejs og hav i tankerne, at du flytter af en årsag. Uanset hvad grunden er, kan det medføre nye tider og nye muligheder for dig.
Læs også
Grund til at flytte?
Boligformer og økonomisk støtte
Tjekliste til indflytning på plejehjem eller i plejebolig
Om artiklen Kilde
Marlene Rishøj Cordes, Seniorkonsulent i Ældre Sagen.
Skribent
Digital producent MetteMaje Skøtt.