Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Demens

Livet med Alzheimer og andre former for demens

Kan jeg undgå demens?

Forskningen viser, at det i nogle tilfælde er muligt at mindske risikoen for demens. Bevægelse, samvær og at holde hjernen i gang ser nemlig ud til at kunne nedsætte risikoen for demens i nogle tilfælde.

 

Artiklen kort

Kan jeg undgå demens?

Der bliver mange steder skrevet om, hvad man kan gøre for at undgå demens.

Men selvom der forskes meget i sygdommen, er der endnu ingen opskrift på forebyggelse eller en kur.

Man ved, at høj alder er den største risiko for at få Alzheimer sygdom.

Rygning, for meget alkohol, fed kost, overvægt og manglende motion er også faktorer, der kan fører til sygdommen.

Fysisk aktivitet, socialt samvær og at holde gang i hjernen ser ud til at mindske risikoen for demens.

Du finder Ældre Sagens demens-test sidst i artiklen.

Læsetid 3-4 minutter

_________________

De fleste af os kender et menneske med demens – ligesom vi nok alle gerne vil undgå sygdommen, hvis vi kan. Derfor bliver der også skrevet meget om demens i medierne og om forskellige ting, du kan gøre for at undgå demens.

Forskning i Alzheimer og demens

Sandheden er, at der forskes meget i Alzheimers sygdom og andre former for demens. Men ingen har endnu fundet opskriften på forebyggelse eller kuren mod demens.

Der findes mere end 200 sygdomme, som kan give en tilstand af demens, og derfor er forskning på feltet også meget kompleks. Det er svært at konkludere noget entydigt.

I risiko for Alzheimers sygdom

Høj alder er den største risiko for at få Alzheimers sygdom. Andre risikofaktorer er de, der også kan lede til hjertekarsygdomme – nemlig rygning, for meget alkohol, en kost med et højt indhold af mættede fedtsyrer, mangel på motion, overvægt, for højt blodtryk og for meget kolesterol i blodet.  

Andre kendte risikofaktorer for Alzheimer er sukkersyge, traumatiske hjerneskader, gentagne og ubehandlede depressioner, samt bestemte arveanlæg og Downs syndrom.

Det kan du gøre

Man har endnu kun fundet frem til få ting, som ser ud til at nedsætte risikoen for demens.

Fysisk aktivitet, socialt samvær og at holde gang i hjernen ser ud til at mindske risikoen for demens.

NEDSÆT RISIKOEN FOR DEMENS

Hold hjernen i gang

Du skal blive ved med at udfordre din hjerne med nye ting for at holde den i gang.

Sådan holder du hjernen i form

Vær sammen

Vær social. Forskning viser, at venskab og det at være sammen med andre mennesker har en gavnlig virkning på dit helbred og din trivsel.

9 måder du kan møde andre på

Brug din krop – bevæg dig

Hjernen skal holdes i gang, og det skal kroppen også. Bevægelse er ikke kun godt mod demens, det nedsætter også risikoen for mange andre sygdomme. Du bliver mere glad, når du bevæger dig, fordi det frigiver nogle bestemte hormoner i din krop, som gør dig godt tilpas.

Find motion og aktiviteter i nærheden af dig

Læs mere om at nedsætte risikoen for demens på www.videnscenterfordemens.dk

Demenstest – test om der er tegn eller symptomer på demens

Tag Ældre Sagens demenstest

Det er normalt at være i tvivl, om det er symptomer på demens, man har lagt mærke til, eller om det bare er helt almindelige tegn på glemsomhed.

Derfor har vi udviklet en enkel og vejledende test, hvor du først og fremmest kan få mere viden om symptomerne på demens og samtidig teste, om du – eller en, du kender – viser tegn på demens, som bør undersøges nærmere.

Demenstest – test om der er tegn eller symptomer på demens

Læs mere om demens

Spil online spil

Gæt krydsord og spil "Find Ord". Gratis, godt for hjernen og nyt spil hver dag.

Sidst opdateret 06.12.2024