Kom godt igennem julen når der er sygdom i familien
Få tips til, hvordan julen bliver en så god oplevelse som muligt for alle i familien.
Julen er for mange en anledning til samvær, hygge og god mad.
Men hvis man har en ægtefælle eller et familiemedlem, der er sygt eller svækket, kan julen også betyde mange og svære overvejelser. Fx hvor julen skal fejres, hvordan og med hvor mange gæster.
Det er derfor en god idé at tale om dette i god tid.
Mange eller få?
Når man er ældre, svækket eller syg, er det ikke sikkert, at man længere trives med at være i selskab med mange mennesker, hvor samtalerne flyver hen over bordet.
Det er individuelt, og det kan også afhænge af personens humør eller sygdomstilstand på dagen.
Overvej, hvad, du tror, vil være bedst med udgangspunkt i behovene hos den, du har kær.
Stil dig selv spørgsmålet, om det er godt med et stort arrangement med børnebørn, eller om det skal være et mindre selskab med få andre og mere ro.
Højtiden skal være hyggelig. Også den, der er syg eller svækket, skal trives i selskabet og føle sig inkluderet, ønsket og forstået.
Læs også: Få råd og svar i guide til pårørende
Hjemme eller ude?
Måske er du også i tvivl om, hvor julen skal fejres, og spørger dig selv, om det er bedst at være hjemme eller ude.
Hvis I skal være ude, kan det være godt at overveje, hvor længe I kan forvente at være med, så julen tilrettelægges ud fra jeres behov.
Tag en snak med værten om fx spisetidspunkter og juletræshygge. Måske er det en jul, hvor der kan ændres lidt i traditionerne. Fortæl eventuelt værten, hvad der betyder mest for jer.
>Jul på plejehjemmet
Hvis din ægtefælle eller forælder bor på plejehjem, er der ofte også en række spørgsmål, der melder sig.
Skal højtiden fejres hjemme hos et familiemedlem? Eller skal det være i de vante omgivelser på plejehjemmet?
Nogle kan have stor glæde af at fejre højtiden hjemme hos familien – især hvis personen er vant til at deltage i besøgsarrangementer hos familie og venner.
For andre kan det være belastende at komme væk fra de vante omgivelser, hvor der er en vis forudsigelighed og tryghed.
Det kan også være en idé at fejre julen dagen før eller i de følgende juledage.
Spørg personalet på plejehjemmet, hvordan de markerer julen.
På mange plejehjem er der fx julearrangementer for pårørende om formiddagen eller i dagene op til jul. De fleste steder er der også julemiddag og julehygge den 24. december.
Planlæg i god tid
Hvis der er behov for hjælp til transport, er det vigtigt at undersøge mulighederne i god tid. Hvis der er visiteret til flextrafik, er det fx vigtigt at være ude i meget god tid med at bestille.
At være i god tid betyder også, at du kan planlægge, så højtiden bliver så lidt hektisk som muligt. Du har tid til at få styr på ting som:
- Skal familiens ældste medlem hentes og bringes af andre familiemedlemmer?
- Hvem skal gøre det og hvornår?
Sørg for at have den slags detaljer på plads og husk, at de ældste måske ikke er så udholdende som resten af familien. Derfor skal de kunne komme hjem, når trætheden melder sig. Også selvom festen ikke er slut endnu.
Mange ældre mennesker er bange for at være til besvær. Derfor er det vigtigt, at du fortæller, at du inviterer af lyst og ikke af pligt. Prøv at acceptere, hvis der alligevel bliver takket nej til en invitation.
Bestil individuel transport med Flextrafik på www.borger.dk
Erfaringer fra hverdagen
Mennesker er forskellige. Det gælder naturligvis også mennesker, der er syge eller svækkede.
Så tag udgangspunkt i de erfaringer, du har fra tidligere sammenkomster og fra jeres hverdag.
Du kan blandt andet se på, hvordan den syge eller svækkede tidligere har reageret på mange mennesker, børn, uro og larm, og eventuelt gøre arrangementet kortere.
En god oplevelse for alle
Det er en god idé at planlægge julen i god tid og fordele pligter, opgaver og besøg, så du som pårørende ikke står alene med det hele.
Der er som regel meget at se til omkring en højtid, og det kan let blive uoverskueligt og måske stressende. Særligt når du har et nært familiemedlem, som du også hjælper.
I perioder kan det være fysisk og psykisk opslidende at være pårørende. Og man kan som pårørende også føle dårlig samvittighed og have en oplevelse af, at man svigter personen, som er syg.
Som pårørende har du lov til at være ked af, at tingene ikke er, som de tidligere har været. Men det er en god idé at prøve ikke at lade den dårlige samvittighed få lov til at fylde. Sæt fokus på de nye behov.
Det kan være en hjælp at tale med andre – et familiemedlem, en nær ven eller måske en, der også har haft sygdom på livet.
Vær sammen i små stunder
Juleperioden er for mange forbundet med faste traditioner. Men hvis der er sygdom eller svækkelse, kan det være at tiden er inde til at lave om på traditionerne. Eller måske opfinde helt nye.
Hvis I gerne vil være sammen med børnebørn eller oldebørn, så tænk over, hvordan det kan være godt for alle.
Måske er en lille times besøg i december bedre end et større adventsarrangement?
Eller måske skal den fælles julebagningen skiftes ud med samvær, hvor I nyder en indkøbt klejne fra bageren?
Slå en streg over det, I plejer, og glæd jer i stedet over nye måder at være sammen på.
Brug din lokalafdeling
Du kan kontakte Ældre Sagens lokalafdeling i dit område. Lokalafdelingen kan være behjælpelig med information om tilbud for pårørende.