10 gode råd til dig, der kører elcykel
Når du kører elcykel, kan du cykle længere og komme hurtigere frem. Men du skal være ekstra opmærksom i trafikken.
Når sommeren er over os, hopper mange af os gerne en tur op på jernhesten og cykler ud i det blå. Disse år vælger flere og flere elcyklen, blandt andet fordi den kan forlænge cyklistårene, selv om helbredet måske har ændret sig.
Det er der mange helbredsmæssige fordele ved — samtidig med, at elcyklen også giver anledning til uheld på de danske veje, særligt forår og sommer, fordi den kan være svær at spotte i trafikken og har langt mere fart på end en almindelig cykel.
Uanset om du kører på elcykel eller almindelig cykel, skal du være opmærksom i trafikken.
Kører du på elcykel, er der rigtig god grund til at være ekstra opmærksom. De andre trafikanter er ofte ikke klar over, at du kan accelerere hurtigere og køre hurtigere end traditionelle cyklister.
10 gode råd til at køre mere sikkert på elcykel
- Bliv fortrolig med din elcykel et roligt og trygt sted før du begiver dig ud i trafikken.
- Vær opmærksom på, at motoren kan fortsætte med at trække nogle sekunder efter, du er stoppet med at træde i pedalerne.
- Vær ekstra opmærksom i trafikken. Din hurtigere fart kan overraske dine medtrafikanter. En bilist ser en cykel, og er ikke nødvendigvis klar over, at du cykler på en hurtigere elcykel.
- Tilpas hastigheden efter forholdene og dine medtrafikanter. Skru ned eller sluk helt for motoren, hvis det er nødvendigt.
- Brug ikke forbremsen alene. Især i glat føre, og ved skarpe sving, skal du være forsigtig.
- Hold altid begge hænder på styret, undtagen når du giver tegn.
- Sørg for at have din fulde opmærksomhed rettet mod trafikken. Mobiltelefon og musik tager dit fokus.
- Husk din cykelhjelm.
- Vær synlig i trafikken.
- Sørg for at holde din elcykel i god stand. Det øger sikkerheden.
Læs også: Bliv bedre til at cykle
Før du køber elcykel
- Køb altid en lovlig elcykel. Det er ikke alle elcykler, du kan købe på nettet, der er lovlige i Danmark.
- Vær opmærksom på, at elcyklen ofte er tungere end en almindelig cykel.
- Der er stor forskel på batterierne og deres kapacitet. Forhør dig hos forhandleren for at få en cykel, der passer til dine behov.
- Prøvekør forskellige modeller. Der er stor forskel på hvordan elcykler opleves.
- Overvej, om du skal have cykelkurv eller cykeltasker, og hvor de skal sidde. Cykeltasker bagpå er bedst til tunge ting.
Prøv en Ældre Sagen elcykel
Tænker du på at købe en elcykel? Så er det en god investering at prøve den inden du køber. GF forsikring tilbyder dig en gratis prøvetur.
Klik på linket nedenfor og se, hvor der er et arrangement i nærheden af dig.
Klik her og se, hvor du kan finde elcykelarrangementer
Rigtig god cykeltur. Og husk, at du selv har det største ansvar for, at du kommer sikkert gennem trafikken.
Rådene er udviklet af Ældre Sagen i samarbejde med Rådet for sikker trafik og Cyklistforbundet.