Eksperten: Derfor er dine muskler vigtige
Træn og bevar muskelstyrken, så du kan fortsætte med at gøre de ting, du plejer så længe som muligt.
Når du træner dine muskler, giver du dig selv en god forudsætning for at undgå – eller mindske – de skavanker, der følger med alderen. >
Lyt til Ældre Sagens podcast ”Lægen Laura – om motion, muskler, balance og meget mere”. Her kan du høre Charlotte Suetta, der forsker i muskler og muskeltab, fortælle om bl.a. træning af muskler.
Træn dine muskler og bevar din bevægelighed
Når du bliver ældre, bliver dine bevægelser langsommere og forsigtigere. Det skyldes, at muskelmassen svinder ind. Svage muskler og forsigtige bevægelser kommer tilsammen til hæmme den måde, du bevæger dig på.
Det kan fx gå ud over din evne til at holde balancen, og på sigt kan det betyde, at du får sværere ved at klare forskellige daglige opgaver – og at du måske får sværere ved at deltage i aktiviteter uden for hjemmet, som du plejer at gå til.
Derfor er det vigtigt at træne og forbedre muskelstyrken – især når du kommer op i årene.
Styrk dine muskler i stuen
Hvordan, du skal træne dine muskler, afhænger af i hvor god form, du er.
Er din form ikke så god, findes der øvelser du kan lave hjemme i stuen.
En god øvelse at starte med, er at rejse og sætte dig fra en stol. Du skal helst kunne rejse og sætte dig 10 gange i løbet af 30 sekunder – uden at bruge armene.
Kan du mærke, at det kniber med styrken i benene, så start med at støtte dig til armlænet, og træn dig langsomt bedre.
Læs også: 3 øvelser du kan lave i din stue
Brug trappen til træning
Bor du et sted, hvor der er trapper, så tag dem i stedet for elevatoren. At tage trappen er effektiv træning af benmusklerne.
Start måske med at gå en etage op og tag derefter elevatoren. Øg udfordringen hen ad vejen.
Det er også god træning at gå ned ad trappen.
Læs også: Få nemt mere motion i hverdagen
Træningsmaskiner er gode for musklerne
Er du i god fysisk form, skal du sørge for at give dine muskler udfordring og modstand.
Du synes måske at træning i et fitnesscenter lyder kedeligt og ensformigt – men træningsmaskinerne kan være den ekstra udfordring, dine muskler har brug for.
I fitnesscentret kan du desuden få vejledning i øvelserne af de ansatte instruktører – og du kan træne sammen med andre.
Læs også: 5 programmer der træner kondition, muskelstyrke og bevægelighed
Suppler din sport med styrketræning
Dyrker du en sport, der gør dig glad, er du godt på vej til at bevare et sundt helbred. Boldspil giver bedre kondition og styrker musklerne gennem hurtige skift i bevægelsesretning.
At løbe er gavnligt for fx stofskiftet, hjertet og blodårerne. Løb er også med til at bevare muskelstyrken.
Alligevel vil det være en god idé, at du med tiden supplerer eller udskifter noget af den sport, du dyrker, med styrketræning.
Dels for at begrænse de skader, der kan komme ved at belaste benene med fx løb og tacklinger, men også fordi forskning viser, at styrketræning er den træningsform, der gavner mest og er mest effektiv, når man når op i alderen.
Udover træning er det vigtigt, at du får nok proteiner i din kost. Proteiner er med til at styrke og bevare muskelmassen.
Læs også: For lidt protein kan skade din krop
Få flere svar om træning og motion
I podcasten ”Lægen Laura – om motion, muskler, balance og meget mere” stiller Laura Kverneland mange flere spørgsmål til Charlotte Suetta. Hun spørger bl.a.:
- Hvad kan yoga bruges til?
- Hvilke motionsformer er gode til at træne balancen?
- Hvor ofte skal man træne for at se effekten?
- Hvor vigtigt er det, at man holder pause?
- Forlænger træning livet?
Lyt til podcasten ”Lægen Laura – om motion, muskler, balance og meget mere”
Kilde: Charlotte Suetta er professor i geriatri og forsker i muskler og muskeltab i forbindelse med aldring, inaktivitet og sygdom